Fleksbolig
En fleksbolig kan ligge både i landzone og i byzone. Det er ikke muligt at være tilmeldt med folkeregisteradresse i en fleksbolig. Boligen er registreret som helårshus i bygnings- og Boligregistret (BBR), men der er samtidig noteret, at der er givet fleksboligsamtykke. Fleksboliger administreres efter planloven.
Fritidshus / weekendbolig
Et fritidshus ligger i landzone og du må kun overnatte i boligen i forbindelse med kortvarige ferieophold. Du må ikke have folkeregisteradresse i et fritidshus, med mindre du er pensionist og har ejet boligen i 1 år. Et fritidshus er en tidligere helårsbolig, som der er givet tilladelse til at benytte til fritidsformål. Selvom boligen er registreret som sommerhus i Bygnings- og Boligregistret (BBR), er der tale om et fritidshus. Er du i tvivl, om dit hus har fritidsstatus, kan du kontakte Lolland Kommune, Byggeri og Ejendomme, Fruegade 7, 4970 Rødby, tlf. 54 67 67 67 eller mail: byggeri@lolland.dk. Fritidshuse administreres efter planloven.
En weekendbolig kan sidestilles med et fritidshus, og der gælder derfor de samme regler.
Sommerhus
Et sommerhus ligger i et sommerhusområde, og du må bo (have folkeregisteradresse) i dit sommerhus fra 1. marts til 31. oktober. Fra 1. november til slutningen af februar må du kun overnatte i dit sommerhus i forbindelse med kortvarige ferier. Et sommerhus er opført efter bygningsreglementets regler for sommerhuse. Da sommerhuse ikke bebos om vinteren, stilles der lempeligere krav til materialer og konstruktioner, dampspærre og ikke mindst isolering er mindre end for helårshuse.