I Lolland Kommune har vi et frivilligcenter for vores frivillige foreninger og frivillige ildsjæle, der arbejder med socialt udsatte. FrivilligCenter Lolland har lokaler til udlån i hhv. Nakskov og Maribo.
FrivilligCenter Lolland støtter, udvikler og synliggør frivillige ildsjæle og frivillige foreninger, som bidrager til at gøre Lolland til et godt sted at være. De stiller gratis lokaler til rådighed, hvis man er medlem af frivilligcenteret og hjælper med støtte alt efter om man er borger, forening eller noget helt tredje.
Er du en ildsjæl med en god ide, hjælper frivilligcenteret dig i gang med at finde ud af, hvordan dine interesser bedst muligt kan komme i spil og være til gavn for andre.
Er du forening, tilbyder frivilligcenteret kurser, temadage og workshops. De yder konsulentbistand og rådgivning og stiller faciliteter til rådighed. Desuden faciliterer de et samarbejde og netværk på tværs af foreninger.
Er du noget helt tredje, og kunne du have interesse i et samarbejde med fx frivillige foreninger, hjælper FrivilligCenter Lolland dig i gang med samarbejdet og giver gode råd med på vejen.